Fortæl dine historier og rekrutter nye samlere

I mange år har frimærkeklubber og filatelistforbund noteret en afvandring af medlemmer og - hvad der er værre - en nedgang i antallet af nye medlemmer. Stand­ardsvaret har været, at vi må gøre noget for at vække interessere iblandt de unge for at samle frimærker, velvidende at de fleste opgiver efter nogle år, men er interessen for frimærker en gang vakt, er der en god chance for at nogle vender tilbage til frimær­ker­ne senere i deres liv, når tid og lejlighed byder sig.

Problemet er, at denne opskrift ikke længere er realistisk, fordi kun alt for få unge lader sig indfange. Konkurrencen fra andre fritidsinteresser er for stor. Som mangeårig samler er det for mig en selvfølge, at dagens frimærkesamlere bør gøre noget for at sikre arvefølgen i videste forstand. Så, hvad gør vi så? Kan vi kom­me på en ny og realistisk opskrift?

Jeg mener, at den nye opskrift skal formuleres omkring ”frimærkesamlingens historie” og at formidling af historien bl.a. skal ske gennem udstillinger, hvor samlingen ikke blot vises frem, men historien bag den og i den fortælles af samleren.

Og med udstillinger mener jeg den velkendte form for udstil­linger (internationale, nationale, i klubben, konkurrenceudstillinger og propagandaudstillinger mv.) som er udviklet over mange år, men sandelig også virtuel frimærkeudstilling på Internettet. Kommer bjerget ikke til Jeppe, må Jeppe jo komme til bjerget, som Holberg skrev. Internettet er i dag vejen til det brede publikum, både de unge og de gamle. Et eksempel på en virtuel udstilling er: http://www.japhila.cz/hof/exponet_menu.htm.

Samlerens ”historie” kommer ikke frem af sig selv. Den skal formidles og det skal gøres obligatorisk for udstillere at formidle den. Det kan ske ved at udvikle den obligatoriske introduktionsplanche med planen over samlingen til også at omfatte historien. Er der ikke plads nok, kan man tænke sig en ekstra introduktions­planche til historien placeret sammen med planen side eller hængende i en snor på første ramme. Man kunne alternativt eller som supplement stille krav om opfølgning af historien på hver ramme. Man kunne også erstatte planen med historien og nøjes med at lade planen indgå i det materiale dommerne modtager om en samling ved anmeldelsen. Det er mit indtryk at dette allerede er praksis ved forberedelsen af større udstillinger. Mulighederne er legio.

Samlerens historie bør naturligvis optrykkes i udstil­lings­kataloget, på papir eller virtuelt, hvis der produceres et sådant, eller på anden måde. Pointet er at samlingens overskrift og planen er for kortfattet og for teknisk til at fange den potentielt nye samlers opmærksomhed. Der må kræves det lidt mere af udstillerne, at de også fortæller både deres historie og samlingens historie, hvilket jeg ikke er i tvivl om, at de fleste samlere mere end gerne gør.

Mit næste bidrag på min blog vil være at fortælle historien om en af mine samlinger.