Sunday 1 July 2007

Hvordan samler jeg .…. Danmarks og DVIs Tofarvede mærker?


Hvordan er min samling Danmark Tofarvet opbygget? Fortæller den en historie?


1. Det ærlige svar er, at netop den samling er jeg ikke kommet så langt med endnu, at jeg har udarbejdet en plan, og ej heller har jeg taget stilling til, hvilken historie, jeg vil fortælle. Som mange andre har jeg moret mig med at samle, sortere og bestemme tryk og positioner. Men jeg ved, at for mig er det ikke nok. Jeg har tidligere udstillet en Danmarks samling og opnåede en pæn placering, men det var oplevelsen og de mange diskussioner, som jeg havde med andre samlere, jeg satte mest pris på. Oplevelsen gav stødet til at videreudvikle min samling og tilførte mit samleri ny dimensioner.

2. Det hedder sig jo, at man kan samle som man vil, men hvis man vil udstille, er der regler, der skal følges. Jeg har vel følgende muligheder:
  • En udvidet katalogsamling Danmark begrænset til de tofarvede udgaver.
  • En specialsamling opbygget med udgangspunkt i seriernes settings
  • En posthistorisk samling, dvs. « rates and rutes »
  • En én-rammesamling f.eks. gennemgang af én værdi eller f.eks. « perlefejlene ».

3. At jeg ikke lagt mig fast på en model, betyder ikke, at jeg ikke har en ide om, hvordan jeg gerne vil vise uddrag fra min samling.

Jeg arbejder ud fra følgende parametre:

Udstillingssamlingens titel kunne være: « Tofarvede Fænomener » Uddrag af en samling Tofarvet Danmark 1870-1894:


  • Mange eksempler på « tofarvede fænomener » fra den fintakkede periode, f.eks. et 8-øres mærke med ovalen fra ”den omvendte oval”.
  • Intet komplethedskrav f.eks. ikke mål i sig selv at vise alle isolerede omv. rammer
  • Alle værdierne skal være repræsenteret, så alle farverne kommer med.
  • Enkeltmærker, striber, breve, brevstykker mm. skal få plads for at gøre samlingen mere interessant at se på. Jeg vil give single frankeringer prioritet.
Endelig skal samlingen opsættes og forklares på en måde, som også giver nybegyndere en chance for at forstå hvad de ser.
Jeg modtager gerne dine kommentarer til mine ideer.