Friday, 18 January 2008

Frankrig: Den jakobinske kalender 1792 - 1804

I min samling ”Chatou: en landsby vest for Paris”, indgår tre små breve fra den franske revolutions tid. Jeg viser dem nedenfor, for de er på mange måder noget ganske særligt. Her følger først lidt baggrund til forståelse af den datering, man finder på brevenes inderside. Desværre kan jeg ikke læse indholdet.

På det franske revolutionære konvent i oktober 1793 vedtoges den nye revolutionære kalender. Kalende­ren blev taget i brug den 22. september 1793, men man talte allerede fra samme dag i 1792, dagen for be­slutningen om afskaffelse af monarkiet og oprettelse af republikken. Året inddeltes i 12 må­­ne­der à 30 dage, hvil­ket giver et overskud på 5 dage (6 i skudår), som placeres i slut­nin­gen af årets sidste måned. De overskydende dage benævnes ”sans-culottides” og er tænkt som natio­nale hellig­dage.

Hver måned består af tre uger, ”décades”. Sidste dag i hver uge er en hviledag. Månederne grupperes i 4 gange tre sæt efter sæsoner – efterår, vinter, forår, sommer, - og får naturlige navne. Ugedagene benævnes førstedag, andendag, tredjedag osv. til tiendedagen.

Kalenderen blev aldrig populær og afskaffedes af Napoleon i År 12 (1804).



Brev 1: Som det fremgår, titulerede man i lighedens navn hinanden ”citoyen” dvs. borger.

Der er tale om et portobrev sendt fra Chatou til Pôntoise dateret 14. Nivôse (sne) År 5 dvs. 3. januar 1797 frigjort ved betaling af 4 décimes til brevbæreren. Prægestempel med bynavn og departementsnummer 72, der står for "Seine et Oise".



Brev 2: Her ses et portobrev sendt fra Chatou til Pôntoise dateret 5. Ventôse (blæst) År 6, dvs. 23. februar 1798 frigjort ved betaling af 5 décimes til brevbæreren. Rødt stempel med bynavn og departementsnummer 72, der står for "Seine et Oise". Stempelfarven har ikke nogen specifik funktion, men er sjælden i rød.



Brev 3: Endelig et portobrev sendt fra Chatou til Pôntoise dateret 15. Ventôse År 7, dvs. 5. marts 1799 frigjort ved betaling af 4 décimes til brevbæreren. Rødt stempel med bynavn og departements­nummer 72, der står for "Seine et Oise".

Samler man som jeg et fransk område så er der som det fremgår ingen vej uden om at læse lidt op på afsnit af Frankrigs historie. Men det bliver det ikke kedeligere af, tværtimod.

Chatou har sin egen hjemmeside, hvor man kan læse mere om byens historie. Den jakobinske kalender er omtalt mange steder på nettet.

1 comment:

SBTVD said...

Hello. This post is likeable, and your blog is very interesting, congratulations :-). I will add in my blogroll =). If possible gives a last there on my blog, it is about the SBTVD, I hope you enjoy. The address is http://sbtvd.blogspot.com. A hug.http://sbtvd.blogspot.com/