
Saturday, 12 July 2008
Jeg er i færd med at flytte

Sunday, 4 May 2008
Førfilatelistiske breve og deres segl
I 1949 udgav en østrigsk baron ved navn Anton Kumpf Mikuli (1879-1968) en bog med titlen „Der Brief als kulturgeschichtliches Studien- und Sammelobjekt“, (Brevet som genstand for kulturhistoriske studier om som samleobjekt). Denne lille bog på kun 20 sider siges at være standardværket om ”brevet” og en bog som alle samlere af klassiske breve bør have stående i boghylden. Jeg er helt enig.
Det er en glæde at læse bogen. Den er fuld af detaljerede iagttagelser om brevets historie. Forudsætningen er selvfølgelig at man kan læse tysk, men det er der jo mange der kan, hvis de tager sig lidt tid dertil. Bogen berører alle emner med tilknytning til brevet: papir, vandmærker, skrifttyper, titler og adresser, censurering, stempler og selv emner som humor og breve samt billeder på breve får mere end blot et par ord med på vejen og dette er kun et udpluk. Bogen er naturligvis illustreret.Kumpf Mikuli giver læseren en enkel med meget interessant definition på kernen I et brev. "Et brev er grundlæggende en meddelelse til en person som ikke er til stede. Hvis modtageren besvarer meddelelsen er der tale om en korrespondance.”
Bogen fortjener som det fremgår en egen “post”, men jeg vil alligevel denne gang begrænse mig til emnet ”laksegl mv”
Kumpf Mikuli har naturligvis også et afsnit om forsegling af breve. Seglet var i gammel tid gjort af en særlig slags jord indtil det i midten af det 16. århundrede blev erstattet af voks som igen blev erstattet af lakseglet som fik udbredt anvendelse i i det 17. og 18. århundrede. På breve fra det omkring år1700 ses også de første oblater bestående af usyret hvedemel hvorpå der blev lagt et lille stykke papir. I papiret pressedes et seglaftryk. Segl som klæbemærker optræder allerede i anden halvdel af det 18. århundrede. De fleste laksegl var røde, men sorte segl er ikke sjældne idet de blev anvendt på sørgebreve. I visse perioder og i visse lande var seglets farve knyttet til afsenderens rang: Røde segl til de velstillede og gule segl til de mindre velstillede.
De symboler som ses i seglet – og det er faktisk hovedemnet for dette indlæg – kunne være initialer, navne, billeder, portrætter eller våbenskjolde. Kumpf Mikuli noterer I denne sammenhæng at segl på breve er genstand for særlige studieretninger indenfor heraldikken og genealogien.
Først et taknemmeligt eksempel fordi det af seglet tydeligt fremgår hvem afsender er: "Hamborgs Politi Myndighed”. Men bemærk symbolerne. Hvad betyder de?

Jeg er (kun) frimærkesamler eller filatelist om man vil. I disse spørgsmål har jeg brug for hjælp fra en heraldiker eller en genealog (slægtsforsker).
Jeg vil gerne vise flere segl, som alle indgår I min Slesvig-Holsten samling, dog stammer det røde med den stående hest fra et brev sendt fra Roskilde til Slesvig-Holsten. Jeg vil meget gerne vide mere om disse segl og deres symboler. Hvad repræsenterer den stående hest og ræven, eller er det en lang hund? Tryk blot på billedet og der vil dukke et store billede frem på skærmen.

Endelig viser jeg et sort laksegl: ”Kongelige Rendsburg Amtshus” lyder teksten. Men også det indeholder symboler og hvad betyder den sorte farve? Død eller sorg? Eller var det blot dagens farve?

Friday, 18 January 2008
Frankrig: Den jakobinske kalender 1792 - 1804
På det franske revolutionære konvent i oktober 1793 vedtoges den nye revolutionære kalender. Kalenderen blev taget i brug den 22. september 1793, men man talte allerede fra samme dag i 1792, dagen for beslutningen om afskaffelse af monarkiet og oprettelse af republikken. Året inddeltes i 12 måneder à 30 dage, hvilket giver et overskud på 5 dage (6 i skudår), som placeres i slutningen af årets sidste måned. De overskydende dage benævnes ”sans-culottides” og er tænkt som nationale helligdage.
Hver måned består af tre uger, ”décades”. Sidste dag i hver uge er en hviledag. Månederne grupperes i 4 gange tre sæt efter sæsoner – efterår, vinter, forår, sommer, - og får naturlige navne. Ugedagene benævnes førstedag, andendag, tredjedag osv. til tiendedagen.
Kalenderen blev aldrig populær og afskaffedes af Napoleon i År 12 (1804).

Brev 1: Som det fremgår, titulerede man i lighedens navn hinanden ”citoyen” dvs. borger.
Der er tale om et portobrev sendt fra Chatou til Pôntoise dateret 14. Nivôse (sne) År 5 dvs. 3. januar 1797 frigjort ved betaling af 4 décimes til brevbæreren. Prægestempel med bynavn og departementsnummer 72, der står for "Seine et Oise".

Brev 2: Her ses et portobrev sendt fra Chatou til Pôntoise dateret 5. Ventôse (blæst) År 6, dvs. 23. februar 1798 frigjort ved betaling af 5 décimes til brevbæreren. Rødt stempel med bynavn og departementsnummer 72, der står for "Seine et Oise". Stempelfarven har ikke nogen specifik funktion, men er sjælden i rød.

Brev 3: Endelig et portobrev sendt fra Chatou til Pôntoise dateret 15. Ventôse År 7, dvs. 5. marts 1799 frigjort ved betaling af 4 décimes til brevbæreren. Rødt stempel med bynavn og departementsnummer 72, der står for "Seine et Oise".
Samler man som jeg et fransk område så er der som det fremgår ingen vej uden om at læse lidt op på afsnit af Frankrigs historie. Men det bliver det ikke kedeligere af, tværtimod.
Chatou har sin egen hjemmeside, hvor man kan læse mere om byens historie. Den jakobinske kalender er omtalt mange steder på nettet.
Saturday, 10 November 2007
Til min frimærkesamling søger jeg!
Jeg gør nu et forsøg. Jeg beskriver to objekter som jeg søger til min Slesvig-Holsten samling og viser i den forbindelse to objekter som ligner dem jeg søger efter, men som selvfølgelig ikke er identiske al den stund jeg ikke kan vise det jeg ikke har. Kvaliteten skal selvfølgelig være god og prisen rimelig.
I: Et dansk grænseportobrev
som er frankeret med 4 skilling tofarvet, 2 x 2 sk tofarvet, 8 øre tofarvet eller 2 x 4 øre tofarvet fra perioden 1870 – 1885. Det kan f.eks. være sendt fra Kolding til Haderslev, dvs. mellem byer beliggende på hver sin side men stadig tæt på Kongeå grænsen.
Brevet kan se ud som det her viste fra 1865, der er sendt fra Ribe til Gram, men skal altså være fra den tofarvede periode.

II: Et præfilatelistisk transitbrev
- sendt fra et europæisk land beliggende syd for Hamborg,
- via Hamborg eller Lübeck, og
- til Schleswig-Holstein eller Danmark.
Brevet skal have transiteret Hamborg eller Lübeck i den periode Frankrig havde besat de to Hansa-stæder og derfor stod for postvæsenet med betegnelsen Storhertugdømmet Berg dvs. fra september 1806 – oktober 1808. Brevet kan se ud som det nedenfor viste fra 1807, men skal altså være sendt fra f.eks. Frankrig til Flensborg via Hamburg og stemplet skal sidde på brevets bagside.
Sunday, 4 November 2007
Gør defekte gamle frimærker nyttige. Et synspunkt
Indlever defekte gamle frimærker til din klub eller forening. Sæt dem op på stift karton. Put det hele i en plastiklomme. Mærkerne kan nu udlånes til de medlemmer, som gerne vil lære de gamle klassiske udgaver bedre at kende.Ofte ser jeg defekte, gamle danske frimærker, især skillingsmærker, udbudt til salg for helt urimelige priser. Hvad mon der sker med disse mærker? For solgt, det bliver de kun sjældent, i hvert fald ikke for den pris, der forlanges. Jeg har dog bemærket, at nogle af mærkerne har det med at dukke op igen i samlinger, som er sat til salg. Formodentlig tænker sælger, at hvis jeg “begraver” dem blandt andre mærker, som er af bedre kvalitet, så vil køber ikke lægge mærke til dem eller være ligeglad? Det kunne jo endog tænkes, at lottets totale pris ville gå op.
Hvad mener jeg, når jeg siger, mærker med fejl? Jeg mener, at de mangler takker, måske alle takker, at de har større eller mindre rifter, at hjørner mangler, at papiret har tyndheder mv. Jeg tænker på mærker med klare synlige fejl. Der er tale om defekte mærker.
Hvad har jeg i tankerne, når jeg siger helt urimelige priser? Jeg mener fuld eller tæt på fuld katalogpris. Mærkernes reelle værdi, hvis de i det hele har en værdi, er imidlertid kun en beskeden del af katalogprisen.
Min anden ide er, at klubberne opfordrer deres medlemmer til at indlevere defekte, gamle frimærker, at lade dem sætte op på stift karton og putte dem i en plastiklomme. De kan så udlånes til samlere, som gerne vil lære om de tidlige danske frimærker. Jeg behøver vel næppe understege, at mine råd gælder defekte, gamle frimærker fra alle verdens lande.
Sunday, 21 October 2007
Hvad ved vi om frimærkehandelen, der lå Grønnegade 37 i 1881?
F. EDMUND JENSENS BRIEFMARKENHANDLUNG GRØNNEGADE 37 COPENHAGEN K.
Korsbåndet er frankeret med et 5 øres tofarvet frimærke fra 1875 serien og er afstemplet med det kombinerede stempel ”181 Sjællandske Post Bureau” den 29. august 1881.
Nysgerrig, som jeg er, har jeg forsøgt at finde flere oplysninger om indehaveren og om den ejendom, hvori hans butik lå, indtil videre uden større held. Frisør Hansen, som i dag har salon på adressen, var venligheden selv og ligeså nysgerrig som jeg, da jeg i sommer bankede på hans butiksdør for at spørge om han vidste noget, men han kunne ikke hjælpe. Jeg må også straks indrømme, at jeg endnu ikke har haft mulighed for at besøge Københavns Bymuseum, som meget vel kan ligge inde med gode oplysninger.
Med Internettets hjælp har jeg fundet følgende: Indehaveren har tydeligvis handlet med udlandet, eftersom hans tryksager bærer tysk indskrift. I det nævnte år sender Edmund Jensen i hvert fald en tryksag til den på tidspunktet kun 18-årige Johannes Georg Michailoff (1863 - 1935), en forretningsmand født og opvokset i Wiborg.
Man kan gisne om, hvad indholdet har været: et frimærketidsskrift eller måske snarere et salgskatalog eller en tilbudsavis.
Så vidt om de foreløbige resultater af min søgen. Skulle læsere af min blog besidde yderligere oplysninger, beder jeg dem kontakte mig via blog’en. Selv vil jeg løbende revidere dette indlæg, når jeg finder nye oplysninger.
Monday, 1 October 2007
Fransk ballonpost til Danmark - sjældenhed

På det franske auktionsfirma Lugdunum Philatélies hjemmeside er jeg stødt på dette fantastiske brev. Det afsendtes fra Paris den 7. oktober 1870 med destinationen Danmark: Fru R. Valentin, Amagertorv 27, København. Afsender er Fru Valentins søn, som man må formode på tidspunktet er tilknyttet families virksomhed i Paris, Valentin & Frankfurter, 4 Passage Violet, Paris. Således lyder i hvert fald afsender adressen, som ses på forsiden. Brevet er frankeret med Napoleon III (med laurbærkrans) 20 c blå og 30 c brun i alt 50 centimer som var tilstrækkelig porto til Danmark jævntfør også det røde kassestempel PD, " Payé à Destination".
Det, som gør brevet til noget ekseptionelt, er dog, at det forlod Paris i en brevbunke, som lå i en luftballon. Det fremgår af brevets forside: "par Ballon libre". Jeg er ikke frankrigssamler, så følgende oplysninger gengiver jeg med det forbehold: Hvad jeg har kunnet læse mig til er, at der fandtes to typer balloner, de bemandede og de ubemandede. Hvorvidt et brev afsendtes med bemandet eller ubemandet ballon fremgik i visse tilfælde af forsiden på de fortrykte korrespondencekort, som private firmaer hurtigt så deres snit til at markedsføre. Stod der "par Ballon libre" var ballonen ubemandet, stod der "par Ballon monté" var den bemandet. Ud af de i alt 67 balloner, som afsendtes fra Paris var de 55 bemandede. Portoen, den tilladte vægt og størrelsen variede alt efter ballontypen. At man ganske hurtigt foretrak de bemandede fremfor de ubemandede balloner giver sig selv.
Brevet her er som nævnt afsendt den 7. oktober 1870 og det med en ubemandet ballon. Der afsendtes i alt 3 balloner den dag, hvoraf i hvert fald én var bemandet nemlig ballonen med det velkendte navn George Sand. En anden hed Armand Barbe og den tredie var enten ikke navngivet eller kaldtes Piper No1. De landede i ikke besatte områder af Frankrig og brevene blev indleveret af finderen til det nærmeste postkontor mod kompensation for besværet og en belønning.

Brevets indhold lyder:
Kære moder.
Jeg bekræfter mine breve fra sidste uge. Vi er stadig indelukkede, men vi nærer alle de bedste forhåbninger; Preusserne dør uden for Paris! Jeg er ved godt helbred og jeg håber det samme for dig, kære moder, og at hele familien er ved godt helbred. De bedste hilsener til alle. Din hengivne søn
J Valentin.
Vidste vi det ikke på forhånd, så har vi hermed forklaringen på, at posten ud af Paris ekspederes med luftballoner. Den fransk - preussiske krig raser og Paris er belejret. Krigen erklæredes af Frankrig den 19. juli 1870 og afsluttedes med underskrivelse af en våbenstilstandsaftale den 28. januar 1871.
Til de samlere, som ønsker flere oplysninger om denne periode eller i det hele taget Frankrigs posthistorie fra 1848 - 1878 henviser jeg til det pragtfuldt illustrerede værk herom udgivet i år af Michéle Chauvet og Jean-Francois Brun.
Brun oplyser, at det anslås, at mellem to og tre millioner breve transporteredes ud af Paris med ballon, langt de fleste til Frankrig selv. Hvor mange ballonbreve med destinationen Danmark, der eksister, ved jeg ikke. Jeg har hørt om et andet brev så der findes nok 2 stk.


